Nyheder
Hjemmet viser, hvem du er Skrevet af Lene Ulsted carlsen
Finanskrisen har for alvor sat skub i, hvordan vi bruger vores bolig.
Nu kommer højkonjunkturens samtalekøkkener virkelig i brug, for hjemmet er ikke længere blot et udstillingsrum, men et sted vi er sammen. Det mener fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fra Fremforsk, Center for fremtidsforskning
”Før krisen skulle vi vise boligen frem. Nye køkkener, ny Weber-grill med en diameter på 99 centimeter, kæmpe-trampoliner og 3 terrassevarmere, som kunne brænde en masse CO2 af i en fart. Nu siger vi i højere grad ’hjem’ om vores bolig, fordi det er et sted, hvor vi bor og er sammen,” fortæller Jesper Bo Jensen.
Farvel til Webergrill og goddag til bonfire-bål med økologisk birkebrænde
Nu er tiden inde til hygge omkring bålet, samtale over kogeøen og bæredygtig bevidsthed frem for materialisme.
Hjemmet har altid været et udstillingsvindue for vores identitet, men nu handler signalerne mere om, hvem du er, end hvad du har, mener Jesper Bo Jensen.
Den unge generation dropper materialisme og møbelklassikerne
Ifølge Jesper Bo Jensen er det den unge generation, der skubber boligtendensen fremad, fordi hver generation udvikler sin egen stil og smag. Boligstilen er derfor også et signal om, hvilken generation du tilhører. Og når mor og far fylder stuen med møbelklassikere fra Wegner og Arne Jakobsen, vil den unge generation naturligt vende klassikerne ryggen.
Unge søger eget ståsted i boligstilen
Når de unge vender ryggen til forældregenerationens boligstil, leder de efter de trends, der er karakteristiske for deres egen tid. Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen peger på, at fremtidens tendenser i boligstilen er organiske former, futurisme og endnu mere ”halvfjerdser-mentalitet” i forhold til materialistisk afstandtagen.
Børn vil have den ægte vare Skrevet af Signe Adamsen
Indianere med flettet hår, Spiderman og sommerfugle løber ind og ud af tipier og legehuse. De har det sjovt. De har ikke svært ved at fantasere sig ind i legen, fordi tipierne og legehusene er tro kopier af den ægte vare
Børnenes fantasi skal sættes i gang
”Det er vigtigt for børnene, at de har et sted, som er deres, og hvor de kan lukke sig inde. Et sted som hjælper fantasien på vej.
”Børnene skal sige til si selv: Nu er jeg en indianer”, ”Nu leger vi mor, far og børn””, siger iværksætter Per Villumsen fra eventyr-liv.dk.
Det er Per Villumsen, der har konstrueret tipierne. Han oplever en stor interesse fra forældrene på messen. Han mener selv, det er fordi produkterne kan benyttes både inde i huset og ude i haven
En autentisk Sioux tipi
”Der er forskel på hvordan en Sioux og en Crow indianer bygger sin tipi” fortæller Per Villumsen, som konstruerer sine tipier efter Sioux indianernes principper.
”Det er derfor vigtigt, hvordan tipierne ser ud, hvor mange rafter der bliver brugt, og hvilket mønster de danner” fortsætter Per Villumsen. Tipierne, der er udstillet, er alle håndmalet med indianer motiver, og udenfor hænger skind og bisonkranier for at gøre oplevelsen total.



